Splash

Helbredspartner



Hvert år i november beder Movember mænd over hele verden om at anlægge overskæg for at skabe opmærksomhed og indsamle vigtige midler til støtte af mænds helbredsproblemer, specielt prostatakræft.

Den 1. november tilmelder mændene (Mo Bros) sig på Movember.com med glatbarberet ansigt, og i løbet af måneden anlægges et elegant overskæg. Med støtte fra kvinderne i deres liv, kendt som Mo Sistas, samler Movember Mo Bros måneden igennem penge ind i takt med skægvæksten gennem sponsorater og donationer. Fakta og statistik om prostatakræft taler for nødvendigheden af at skaffe økonomisk støtte og opmærksomhed omkring sygdommen:

• I gennemsnit dør 1 mand hver 8. time i Danmark af prostatakræft
• Prostatakræft er den hyppigst forekommende kræftsygdom blandt mænd i Danmark
• 20.100 mænd lever med prostatakræft i Danmark
• I Danmark bliver 3.700 mænd hvert år diagnosticeret med prostatakræft. Det er mere end 10 hver dag
• 1.120 mænd dør hvert år i Danmark af prostatakræft

En global handlingsplan

Movembers vision er at have en positiv og vedvarende indflydelse på mænds helbredstilstand. Derfor har Movember etableret Movember Global Action Plan (GAP) med det formål at fremskynde forskningen i prostatakræft. Bidrag, der er indsamlet i Danmark, vil blive øremærket europæiske forskningsprojekter, der understøtter den globale handlingsplan.

Movembers GAP-program består pt. af følgende to elementer:

1. Et årligt globalt forskningssamarbejdsprojekt
Det overordnede formål med det globale forskningssamarbejdsprojekt er hvert år at skaffe flere forskningsresultater ved at samarbejde omkring definerede og prioriterede videnskabelige spørgsmål. Vi tror på, at et samarbejde mellem verdens bedste forskere omkring centrale udfordringer, er den bedste måde at styrke mulighederne for nye gennembrud i forskningen inden for prostatakræft og dermed hjælpe mænd med denne kræftsygdom. Ydermere tror vi på, at dedikeret teambaseret forskning på tværs af landegrænser vil fremme innovativ tænkning og vidensdeling langt hurtigere end forskning på nationalt plan.
Hvert år mødes Movembers globale videnskabskomité for at diskutere hvilket forskningsområde, der kan drage størst fordel af et globalt samarbejdsprojekt. Når det prioriterede område er godkendt af Movembers direktion, samles de dygtigste prostatakræftforskere i verden i et finansieret samarbejde omkring det valgte forskningsområde.

2. Promoveo – en vidensdelingsplatform omkring prostatakræft
Movember udvikler Promoveo, et globalt onlineforum for prostatakræftforskere, klinikere og organisationer. Promoveo kan sammenlignes med LinkedIn, men det er skræddersyet til forskningsmiljøet omkring prostatakræft. For at drive forskningen kan medlemmer af Promoveo dele idéer, få adgang til forskningsresultater fra andre lande, poste indlæg og diskutere og være i forbindelse med andre forskere over hele verden.

Ordet Promoveo kommer fra latin og betyder at bevæge sig fremad, udrette, gøre fremskridt, bringe frem i lyset. Vores mål er at oprette et forum til fri vidensdeling om prostatakræft for at fremme løsninger og resultater. Tænk hvilke muligheder, der kan opstå når en prostatakræftforsker i fx Holland får mulighed for at dele viden og ressourcer med andre forskere inden for samme felt i fx Danmark, Canada, England, USA og Brasilien.